Grækenland er et af danskernes store turistdestinationer. Her er der sol, varme, og hav næsten ligegyldigt, hvor i landet du tager hen, en fantastisk lækker madkultur og ikke mindst flinke og varme grækere. Mange danskere tager fx på ø-hop i Grækenland, der med sine over 2.000 øer, byder på stor variation og mangfoldighed. Kreta er den største græske ø. Den ligger i Ægæerhavet og er den sydligste ø i Grækenland. Den er dannet af kalksten, og dets højeste punkt er bjerget Ida på 2.456 meter.
Kreta er rig på kultur, arkæologiske fund og ikke mindst strandene er populære. På Kreta finder man nogle af de bedste strande i Grækenland. Den store mangfoldighed gør øen til et velbesøgt feriemål, men det er stadig muligt at finde små steder, uden flokke af turister. Disse små næsten hemmelige steder, samt mange af Kretas andre spændende steder, nås bedst i bil. Her bestemmer du selv farten, destinationen og dine stop undervejs. I en bil kan du nå ud til de små tyndtbefolkede områder og de små skjulte strande.
Masser af kultur på Kreta
Der er to lufthavne på Kreta: Heraklion og Chania. Du kan i lufthavnen leje en bil fra forskellige lokale og internationale udlejningsfirmaer, hvilket vil være det nemmeste, hvis du kommer med fly. Her finder du Rental Center Crete,Biludlejningkreta.dk, Sixt, Billigerebiludlejning.dk – Kreta og Avis. Heraklion, som er Kretas største by, er helt klart et besøg værd, og er du til lidt byliv, så indloger dig her på et af de mange luksushoteller eller, hvis mindre kan gøre det, B&B’s eller budgethoteller. Du er tæt på alt, også havet og strandene, og herfra kan du begive dig ud på eventyr.
Knossos er et must, ligegyldigt om du er til den slags gamle ruiner eller ej, så und dig selv et stop her. Knossos var centrum for den minoiske kultur i bronzealderen og dengang den største by på Kreta. Det emmer af historie fra tidernes morgener. Spankuler rundt her mellem velbevarede ruiner, føl historiens vingesus og nyd udsigten oppe fra denne høj. En god ide er at komme tidligt eller sent, så undgår du de mange andre turister og den bagende varme sol.
Kløfter og fantastiske strande
Samaria-kløften er en af de største turistattraktioner på Kreta. Stil bilen og vandre ind i den 18 km lange kløft, som regnes for en af Europas største. Den er dannet af en flod, der engang løb mellem bjergene Lefká Óri og Volakias. Kom også her tidligt inden solen bliver alt for heftig, og kløften fyldes af for mange mennesker. Det er en dejlig vandretur, husk blot at medbringe masser af vand og noget mad. Herefter kan turen jo passende gå til en af de utallige smukke bugter og en svømmetur i det azurblå hav.
Et godt bud kunne være Elafonisi, som ligger på vestsiden af Kreta. Den er med sine mange små øer et eksotisk lille græsk paradis med sit helt hvide og pinkfarvede sand. Preveli beach er et andet godt bud og ligger på det sydlige Kreta. Den er næsten ligeså eksotisk som Elafonisi, dog måske lidt mindre fremkommelig. Der strømmer en ferskvands flod ud i det Libyske hav herfra. Frangokastello er endnu en af de kendte strande på Kreta, kendt for sit venetianske slot, der ligger på stranden.
Med bil når du det meste
Har du fået nok af strande og smukke bugte, kan Arkadi Monastery varmt anbefales. Det er et østortodokst kloster og en kirke fra det 16. århundrede. Tilbage i Heraklio kan du passende køre hen og tage et kig på Koules Fortress fra 1500-tallet med sin dramatiske udsigt og forskellige udstillede artefakter. Selv med en bil kan du bruge flere uger på at se alt, hvad øen byder på. Når du ikke det hele, må du bare komme igen. Det er nemt at komme hertil fra Danmark, og det er nemt og billigt at leje bil.